Sagrada Familia, La Rambla og Camp Nou

Den catalanske hovedstad Barcelona

Den Catalanske hovedstad, og næststørste by i Spanien, Barcelona er bestemt et besøg værd. Ikke nok med at byen er hjemsted for en af verdens absolut største fodboldklubber, FC Barcelona, så er det også en by der byder på en lang række af arkitektoniske vidundere og seværdigheder. Barcelona er derudover beliggende i det nordøstlige Spanien lige ud til Middelhavet, hvilket også gør dem til en oplagt destination såfremt du søger efter lidt varmere himmelstrøg.

Barcelona er en by med massere at byde på…

For hvor skal du egentligt starte når du snakker om byen Barcelona. Det kunne være ved La Sagrada Familia, La Barceloneta, La Rambla eller én af de mange andre seværdigheder byen har at byde på. Dette er endda uden at nævne det de fleste også forbinder med Barcelona, nemlig deres fodboldklub FC Barcelona, men mere om dem længere nede.

Et navn der går igen i byen er Antoni Gaudi, som har stået for en stor del af alle de arkitektoniske vidundere byen har at byde på. Det mest bemærkelsesværdige og kendte af disse er formentligt La Sagrada Familia, der ligeledes er på UNESCOs verdensarvsliste. Det mest bemærkelsesværdige ved La Sagrada Familia er, at det er den største endnu ikke færdigbyggede katolske kirke i verden. Byggeriet af La Sagrada Familia begyndte helt tilbage i 1882, men den dag i dag er byggeriet fortsat endnu ikke færdiggjort og selvom forventningen er, at den skal stå helt færdig i 2026 så er det nok de færreste der for alvor tror på dette.

Når du nævner Barcelona vil mange straks nævne La Rambla, eller blot Ramblaen, som du hurtigt får sagt på dansk. La Rambla er én stor gågade, som bestemt er et besøg værd når turen går til Barcelona. Mere specifikt kan La Boqueria også anbefales, det er et marked med alt hvad hjertet begærer indenfor spanske og catalanske specialiteter. Det er vigtigt at være opmærksom på én ting, hvis du besøger La Rambla: Det er et paradis for trick- og lommetyve. Eftersom La Rambla er én stor turistattraktion med mange mennesker der oftest går meget tæt, så gør det det også til et sted hvor lommetyvene for alvor kan slå til. Så sørg for at holde godt styr på lommerne, og lad de allermest værdifulde ting blive hjemme på hotellet, når du besøger La Ramla.

”Mes que un club”…

FC Barcelona er nemlig mere end bare en klub. Det er et samlingspunkt for hele den catalanske befolkning, som klubben har støttet gennem diktaturer og diskrimination. Aftalen med Unicef som klubben underskrev i 2006 er ligeledes et symbol på klubbens ønske om, at deltage aktivt i de problemstillinger der er i samfundet, samt deltage i kulturelle, sociale og velgørende initiativer for netop at være mere end bare en klub.

Dette store ønske om selvstændighed har netop også medført et stort had til Barcelona og Catalonien fra den centrale del af magten i Spanien, i Madrid, hvilket er hovedårsagen bag én af verdens absolutte største fodboldkampe i El Clásico når FC Barcelona og Real Madrid mødes. El Clásico er et opgør der handler om så meget mere end fodbold. Det handler i høj grad også om selvstændighed, centralisering af magt og ikke mindst politik.

FC Barcelonas hjemmebane Camp Nou er også et monument i sig selv, et stadion åbnet i 1957 og med plads til intet mindre end 99.354 tilskuere. Hvilket gør det til det største stadion i Europa. Men ikke desto mindre, påbegyndte FC Barcelona ved slutningen af 2022-2023 sæsonen en stor renovering samt mindre udbygning af Camp Nou. Planen er, at Camp Nou skal have plads til hele 105.000 tilskuere fra starten af 2025-2026 sæsonen hvor renoveringen gerne skulle være færdig. Det betyder at FC Barcelona ikke benyttede deres normale hjemmebane Camp Nou i 2023-2024-sæsonen, hvor de rykkede til Barcelonas Olympiske Stadion, Estadi Olimpic Lluis Companys. Det forventes at klubben kan rykke tilbage til Camp Nou i slutningen af 2024-2025-sæsonen, dog kun med halv kapacitet.

Et paradis af snacks, tapas og god mad…

Hvis du er til små hapsere, snacks og appetizers så er Barcelona lige stedet. Tapas er nemlig én af de ting du næsten bare skal have, når du er i Barcelona. Der findes utallige gode tapasbarer i Barcelona, men hvis der skal nævnes et sted hvor der lige er lidt flere og bedre steder, så er det i området ved La Boqueria. Et alternativ kunne være Bar del Pla, der er én af de foretrukne tapasbarer i Barcelona.

Spanien og Barcelona er ligeledes kendt for deres Street Food, hvilket gør at der er en del steder rundt i Barcelona hvor du nemt og hurtigt kan købe noget Street Food med på vejen. Dette kunne eksempelvis være en empanada, en bombas, en spansk tortilla eller en bikini sandwich. Bikini sandwichen lyder noget frækkere end den i virkeligheden er, da det blot er hvad vi på dansk ville kalde en toast med ost og skinke.

FanTravel ønsker alle der besøger Barcelona, en helt fantastisk tur.