De største derbys i italiensk fodbold

Serie A kampe du skal opleve

I Italien er de vilde med derbys, og der er rigtige mange af dem. Specielt kendetegnet for Italien er, at der er mange derbys mellem klubber, som deler samme stadion som deres hjemmebane. At opleve et derby på stadion er noget helt specielt, stemningen er lige det bedre, intensiteten på banen er lige det højere og der er lige det ekstra volumen på når scoringerne skal fejres. Vi har her samlet en liste over de mest populære italienske derbys, som bare skal opleves på stadion og for nogle af dem specielt nu her mens det kan nås på de gamle traditionelle og legendariske stadions.

Derby della Madonnina: AC Milan – Inter

Ét af de største opgør i fodboldverdenen er Derby della Madonnina mellem AC Milan og Inter på det legendariske San Siro, som det hedder hvis AC Milan er hjemmehold, eller Giuseppe Meazza som det hedder hvis Inter er hjemmehold. Opgøret er opkaldt efter en af de store attraktioner i byen Milano, som er statuen af Jomfru Maria der står på toppen af Duomoen i centrum af Milano og af italienere bliver kaldt for ”Madonnina”.

I de tidligere år var det specielt de sociale forskelle mellem fansene der udgjorde en stor del af rivaliseringen, Inters fans havde den luksus at de kunne ankomme til stadion på deres scootere eller motorcykler, mens AC Milans fans ankom med den offentlige transport. Derfor bunder derbyet også meget i den gamle fortælling om rig mod fattig, som dog er forhold der i dag er udlignet og ikke længere gør sig gældende.

Hvis du er stor fodboldfan så er Derby della Madonnina et must at opleve, og specielt mens det fortsat er en mulighed på det gamle legendariske San Siro/Giuseppe Meazza, inden det efter planen skal rives ned og erstattes af et nyt fælles stadion i Milano forventeligt i omkring 2030.

Derby della Capitale: AS Roma – Lazio

Hvis du er til intensitet og store spændinger mellem fangrupperinger, så er AS Roma – Lazio på Stadio Olimpico det helt rigtige valg, opgøret er nemlig ét af de mest hadske opgør i fodboldverdenen. Den store spænding mellem de to klubber opstod med det samme i 1927 da AS Roma blev stiftet, da formålet med AS Romas stiftelse var, at den italienske diktator Benito Mussolini ville have én stor fælles Rom klub. Dette blev forhindret af Giorgio Vaccaro, der gjorde at SS Lazio var det eneste hold i Rom som ikke blev inkluderet i sammenlægningen af klubberne til AS Roma.

Ét af de mest legendariske øjeblikke i opgørene mellem AS Roma og Lazio var da den mest scorende spiller i Derby della Capitale, Francesco Totti, scorede til 2-2 i 2015 hvorefter han fik hans telefon af målmandstræneren og tog en selfie foran Curva Sud som en del af hans jubelscene. Med snakken der allerede er begyndt om, at Stadio Olimpico ligeledes skal erstattes af et nyt moderne stadion, så er det ved at være nu hvis man skal nå at opleve det legendariske Derby Della Capitale på Stadio Olimpico.

Derby d’Italia: Inter – Juventus

Det nok største derby i Serie A mellem to klubber, der ikke hører hjemme i den samme by. Inter og Juventus er to af Italiens største klubber med to af de største fanbaser og der derfor Inter og Juventus overalt i Italien, hvilket er med til at gøre derbyet så stort. I nyere tid er der for alvor blevet sparket liv ind i derbyet efter den famøse Calciopoli-skandale, der bl.a. betød tvangsnedrykning af Juventus, samt at deres mesterskab i 2005-2006 sæsonen blev taget fra dem og givet til Inter i stedet.

Så er du til et opgør mellem to af de største og mest succesfulde klubber i Italien, så skuffer Derby d’Italia ikke. Uanset om kampen ses på Giuseppe Meazza eller Allianz Stadium, så vil der være fuld valuta for pengene og udover et derby, så er det også meget sandsynligt at opgøret vil være en topkamp i Serie A.

Derby della Mole: Juventus – Torino

Juventus – Torino er det eneste store italienske lokalopgør hvor de to klubber ikke deler samme stadion, som ellers gør sig gældende for de øvrige lokalopgør på denne liste. Juventus og Torino delte dog hjemmebane på det gamle Stadio Delle Alpi fra 1990 til 2006, ligesom de gjorde det på Stadio Olimpico Grande Torino indtil Juventus’ eget nye stadion, Juventus Stadium, stod klar i 2011 på samme sted som Stadio Delle Apli førhen stod. Siden da har de to klubber ikke delt stadion, da Torino fortsatte med at spille på Stadio Olimpico Grande Torino.

Derby della Mole er opkaldt efter The Mole Antonelliana der er et stort monument i det centrale Torino, som symboliserer byen. Rivaliseringen mellem Juventus og Torino er den klassiske rig mod fattig. Juventus, specielt efter Agnelli-familien overtog klubben i 1923 har været de rige, mens Torino har været arbejdernes klub. I dag er dette bedst symboliseret ved, at Juventus er den store klub med fans over hele verden, mens Torino fortsat er den lokale klub hvor klart størstedelen af fanbasen består af indbyggere i Torino.

Derby della Lanterna: Sampdoria – Genoa

Lokalopgøret i Genoa mellem Genoa og Sampdoria er ligeledes blandt de største og mest intense kampe i Italien. Opgøret er opkaldt efter Torre della Lanterna, der er et stort fyrtårn som står ved Genoas havn og som er verdens højeste traditionelle fyrtårn med sine 117 meter. Derby della Lanterna har ligeledes én fællesnævner med Derby della Madonnina og Derby della Capitale, nemlig at klubberne deler stadion, da Genoa og Sampdoria også deles om Stadio Luigi Ferraris.

Den store rivalisering mellem de to klubber har været der siden Sampdoria blev stiftet i 1946 efter sammenlægningen af klubberne Sampierdarenese og Andrea Doria. Da Genoa er den ældeste fodboldklub i Italien ser de derfor meget Sampdoria som ”klassen nye – irriterende – dreng”. I 2023-2024 sæsonen vil det ikke være muligt at opleve Derby della Lanterna i Serie A, da Sampdoria skal spille i Serie B, så hvis man ønsker at opleve dette opgør skal man håbe på en hurtig oprykning tilbage til Serie A for Sampdoria.

Udover ovenstående fem store opgør i Serie A, så er der fortsat også en lang række andre store derbys i Italien. Her er det værd at nævne Derby del Sole mellem Napoli og AS Roma, Derby di Sicilia mellem Palermo og Catania, Derby dell’Appennino mellem Bologna og Fiorentina samt Derby della Scala mellem Chievo og Verona.