Fodboldkampe man drømmer om at opleve

De største derbys, udenfor top 5 ligaerne

Det er ikke blot i de store såkaldte top-5 ligaer at der findes såkaldte derbys mellem klubber, hvor de to fangrupperinger, ikke kan udstå hinanden og hvor rivaliseringen ikke blot bundet i spillet på fodboldbanen, men derimod politiske, sociale og kulturelle forskelle. Hvis man tager et kig ud i verden, udenfor de store ligaer, så vil man finde opgør der indeholder så meget historie og kultur, at de alle potentielt vil gå direkte i en top-5. At opleve disse derbys på stadion er mere end bare en sportsbegivenhed, det er en oplevelse af fodboldens rolle i samfundet, kulturernes sammenstød og lidenskaben for klub og by.

Old Firm: Celtic – Glasgow Rangers

Celtic – Glasgow Rangers er et opgør mellem to klubber, der tilsammen har vundet mere end 150 mesterskaber og pokaltitler. Celtic mod Glasgow Rangers er også et opgør der både har afspejlet og bidraget til det politiske miljø i Skotland, til social og religiøs opdeling og til sekterisme. Det handler dermed om meget mere end blot fodbold og spillet på banen, når de to Glasgow-klubber mødes i The Old Firm, hvilket de næsten har gjort 450 gange siden det første indbyrdes opgør i 1888.

Rivaliseringen mellem de to klubber har mindst lige så meget at gøre med Nordirland som Skotland, hvilket afspejles i flagene, de kulturelle symboler og emblemerne fra begge klubber. Celtic mod Glasgow Rangers er katolikker mod protestanter og opgøret er derfor præget af religion, nationalfølelse og social ideologi. Det er et opgør mellem de historisk indfødte skotter fra Glasgow Rangers mod de skotterne med irske rødder fra Celtic.

Denne ideologiske og religiøse rivalisering mellem de to klubber er dog blevet moderniseret med tiden og ikke nær så gennemtrængende længere. Der er ikke længere en tydelig forskel i det politiske ståsted blandt Celtic og Glasgow Rangers supportere og mængden af ægteskab mellem katolikker og protestanter i Glasgow (og Skotland) har aldrig været højere.

Det betyder dog ikke, at opgøret på banen mellem Celtic og Glasgow Rangers ikke stadigvæk er fra den allerøverste hylde når det kommer til rivalisering og had mellem to klubber. Uanset om opgøret opleves på Celtic Park eller Ibrox, så er det som fodboldfan et opgør og en kultur man simpelthen skal opleve én gang i livet.

De Klassieker: Feyenoord – Ajax Amsterdam

Feyenoord – Ajax er et opgør mellem to af Hollands mest traditionsrige klubber og repræsenterer en kamp mellem de to store byer, Rotterdam og Amsterdam. Det er et opgør der går langt udover blot de to klubber og fodbolden der spilles på banen. Det er opgøret mellem to klubber, fra to byer der indædt hader hinanden. Det er et opgør mod de pænere, kulturelle og kreative fra Amsterdam og så den benhårde arbejderklasse fra havnebyen Rotterdam.

Feyenoord – Ajax er rivaliseringen mellem to byer, der har været rivaler siden dengang de begge fik deres by rettigheder tilbage i 1200-tallet. Et had der dermed startede flere hundrede år før, at der overhoved var tænkt på at opfinde spillet fodbold. Det var først d. 9. oktober 1921 at det første opgør mellem de to klubber fandt sted og allerede her var det kontroversielt. Kampen endte med en 3-2 sejr til Ajax, en sejr der senere blev omstødt til 2-2 efter store protester fra Feyenoord over Ajax vindende 3-2 mål der ikke burde have fået lov til at stå.

De Klassieker er et utroligt intenst opgør, der bærer et meget tydeligt præg af hadet de to byer og fangrupperinger i mellem. Dette gør sig tydeligst bemærket i, at opgøret i nyere tid har været så hårdt ramt af uroligheder de to fangrupperinger i mellem, at det ikke længere er tilladt med udebanetilskuere til de indbyrdes opgør. Dette har været tilfældet siden 2016/2017 sæsonen og gælder på ubestemt tid. Hvis man spørger folk i fangrupperingerne, så er deres umiddelbare holdning og indtryk, at man ikke skal forvente det igen, bliver tilladt i de kommende årtier.

Derby de Lisboa: SL Benfica – Sporting Lissabon

Benfica – Sporting er et opgør mellem Lissabons to største klubber og er en afgørende del af Portugals fodboldkultur. Den intense rivalisering og de utrolige atmosfærer på Estádio da Luz og Estádio José Alvalade er med til at gøre dette derby til en unik oplevelse. At opleve dette derby på stadion, giver en unik mulighed for at opleve den intense passion og stolthed, der omgiver portugisisk fodbold.

Første opgør mellem de to klubber blev spillet tilbage i 1907 og Derby de Lisboa er dermed ét af de ældste og mest passionerede derbys i Europa. Ligesom med så mange andre store derbys i fodboldverdenen er det fortællingen om den rige del af byen, mod den fattigere del af byen. SL Benfica er Portugals største klub, det siges at ud af Portugals population på lige over 10 millioner indbyggere, så holder de ca. 6 millioner med Benfica.

Det kan være op til diskussion om Derby de Lisboa mellem Benfica og Sporting er det største opgør i portugisisk fodbold, da mange mener at det er O Clássico mellem Benfica og FC Porto der er det største opgør. Hvis man dykker længere ned i historier omkring de to derbys, er der dog ikke meget tvivl om, at det er Derby de Lisboa som tager førstepræmien. Det er dét største og det er ét af de største og mest hadske opgør i fodboldverdenen.

The Intercontinental Derby: Galatasaray vs. Fenerbahçe

Galatasaray – Fenerbahçe er et opgør mellem to af Tyrkiets største klubber og repræsenterer en dyb rivalisering mellem Istanbul og landet som helhed. Opgøret er uden sammenligning det største derby i tyrkisk fodbold, og samtidigt ét af de største opgør i fodboldverdenen som helhed. Derbyet mellem de to klubber har stået på i mere end et århundrede og har gennem tiden udviklet sig til at være et af de mest intense og hadske derbys, der mest af alt er kendt for den elektriske og intense stemning på tribunerne som disse opgør byder på.

Det er et opgør mellem de to største klubber i Istanbul og Tyrkiet som helhed. Det er et opgør mellem to klubber der har nogenlunde lige stor opbakning rundt omkring i Tyrkiet og Europa. Og så er det et opgør mellem Galatasaray fra den europæiske del af Istanbul, mod Fenerbahçe fra den asiatiske del af Istanbul.

Som fortællingen oftest er med de store derbys i fodboldverdenen, så er rivaliseringen mellem de to klubber startet som følge af en rivalisering mellem de sociale klasser i samfundet. Opgøret har historisk set været et opgør mellem den øvre middelklasse i form af Galatasaray og arbejderklassen i form af Fenerbahçe. I dagens moderne samfund er tilfældet dog anderledes, da begge klubber har fans fra alle sociale lag i nogenlunde lige forhold.

Superclásico: Boca Juniors – River Plate

Der er ét opgør, som er helt uundgåeligt at nævne, når man snakker om de største derbys og opgør i fodboldverdenen. Superclásico mellem de to største klubber i Argentina, Boca Juniors og River Plate. Selvom det ikke er et opgør der er blevet oplevet live af mange danskere på enten Boca Juniors hjemmebane, La Bombonera, eller River Plates Estadio Monumental Antonio Vespucio Liberti, så er det et mange har allerøverst på deres bucketlist.

Selve begrebet Clásico, der i dag bruges som mange store opgør i fodboldverdenen, stammer fra opgøret mellem Boca Juniors og River Plate. Der er sidenhen kommet et ”super” foran, hvilket er meget passende for et opgør mellem to klubber hvis fanskarer tilsammen udgør over 70% af alle argentinske fodboldfans. Helt generelt er Superclásico anset som værende det største og mest hadske opgør, der har den uden sammenligning største betydning for befolkningen og fansene.

Dette beskrives måske bedst i en udgave af ”The Observer” over ting man skal opleve før man dør, hvor netop Superclásico nævnes og beskrives bl.a. som: ”Derby day in Buenos Aires makes the Old Firm game look like a primary school kick-about”. Øvrige anerkendte medier såsom FourFourTwo, The Daily Telegraph og Daily Mirror har også alle placeret lige netop dette opgør som dét største i fodboldverdenen.

Supercláisco mellem Boca Juniors og River Plate er dét største. Den intense rivalisering, hadet mellem de to fangrupperinger og ikke mindst den argentinske lidenskab og passion, der bare ikke kan matches andre steder, gør dette opgør til noget helt specielt.